Apotekets rolle i rådgivning ved uhensigtsmæssig brug af i håndkøbsmedicin – en afdækning af klinisk relevans

Om projektet

Formålet med projektet er afdække klinisk relevante forsigtighedsregler, kontraindikationer og interaktioner ved håndkøbslægemidler som apoteket bør have fokus på i deres rådgivning af kunder

Problemstillinger:

  1. For hvilke håndkøbslægemidler er der klinisk relevante forsigtighedsregler, kontraindikationer eller interaktioner? Og hvordan lyder disse?
  2. Hvilke af de identificerede håndkøbslægemidler bør apoteket fokusere på at rådgive om i forhold til den uhensigtsmæssige brug?

Hvad kan apoteket rådgive om for de identificerede håndkøbslægemidler – og hvordan?

Baggrund

I forlængelse af vores projekt om triple whammy effekten vil vi gerne undersøge, om der er andre håndkøbslægemidler end NSAID, hvor der kan være forsigtighedsregler, kontraindikationer eller interaktioner, som er klinisk relevante og som apoteket med fordel kan have fokus på i rådgivning af kunderne.

I Danmark køber omkring 2/3 af kunderne deres håndkøbslægemidler på apoteket. De resterende 1/3 af salget af håndkøbslægemidler foregår uden for apoteket i detailhandlen. 78 % af det samlede salg af håndkøbslægemidler vedrører de liberaliserede lægemidler[1]. Liberaliserede håndkøbslægemidler udgør en særlig risiko i forhold til patientsikkerheden, idet kunden ikke i forbindelse med et køb uden for apotek, har mulighed for at få rådgivning om lægemidlet, som potentiel kan have en skadelig effekt ved forkert brug, og de kan fejle noget, der gør, at de ikke kan tåle det. Vi har i Triple whammy-projektet vist, at apoteket kan have en rolle i forbindelse med afdækning af risiko ved brug NSAID i håndkøb i kombination med andet medicin. Dog viste projektet, at det er nødvendigt med et bedre kompetenceløft af apotekspersonalet for at kunne afdække denne risiko [2].

Vi vil med det nye projekt afdække klinisk relevante forsigtighedsregler, kontraindikationer og interaktioner ved alle håndkøbslægemidler, som apoteket bør have fokus på i deres rådgivning af kunder

[1] Danmarks Apotekerforening. Lægemidler i Danmark 2021-2022, aarbog-laegemidler-i-danmark-2021-22.pdf (apotekerforeningen.dk)

[2] Jørgensen AM, Westergaard S, Hamid H, Burghle A, Hansen RN. Triple whammy – sikker brug af NSAID: Hvordan kan apoteket bidrage? November 2021 final_resume-triple-whammy-sikker-brug-af-nsaid.pdf (pharmakon.dk)

Projektets design og metode:

For at svare på projektets problemstillinger laves der først en litteratursøgning og -gennemgang, som afdækker, hvad der er i litteraturen om hvilke håndkøbslægemidler, hvor der er klinisk relevante forsigtighedsregler, kontraindikationer eller interaktioner. Denne søgning laves ved søgning på medicin.dk, produktresumeer, Pubmed og ved at spørge apoteker i Netværk for Udvikling af Apotekspraksis. Søgeord udarbejdes af tre farmaceuter i projektgruppen med sparring fra en forsker i styregruppen. Litteratursøgningen og -gennemgangen laves af farmaceutstuderende på studieophold på de fem apoteker, der deltager i projektgruppen. De tre farmaceuter, der laver søgeord, laver også en køreplan til de studerende omkring, hvordan de gør og med en skabelon til, hvordan de laver opsummeringer af det, de finder.

Resultatet drøftes på en workshop med to kliniske farmakologer og en-to kliniske farmaceuter med henblik på vurdering af klinisk relevans, alvorlighed, særlige risikogrupper samt om apoteket vil kunne rådgive om den uhensigtsmæssighed, der er fundet (problemstilling 1 og 2). Hyppighed af den fundne uhensigtsmæssighed medtages, hvis der identificeres over 10 relevante håndkøbslægemidler.

Når de relevante håndkøbslægemidler og uhensigtsmæssigheder er identificeret, drøftes det også på workshoppen, hvad apoteket kan rådgive om for de identificerede håndkøbslægemidler for at svare på problemstilling 3.

Formidlingsplan

Projektet og arbejdet formidles til netværket gennem en kort dansk artikel og fx på et netværksmøde og i Facebookgruppen.

Farmaci, Pharma og Farmakonomen kontaktes med ønske om at bringe en artikel i disse fagblade.

Projektet formidles på næste Apoteksfarmaceutkongres og muligvis FIP 2023.

Tidsplan

6. februar 2023: Projekt drøftes og formodes godkendt på styregruppemøde

Februar 2023: Projektgruppen retter projektbeskrivelse

1. marts 2023: Søgeord og køreplan til farmaceutstuderende klar

Marts 2023: Litteratursøgning og -gennemgang ved farmaceutstuderende (færdig 1. april 2023)

3. maj 2023: Projektgruppemøde med fremlæggelse af resultat og planlægning af workshop

Juni 2023: Workshop

Juli-September 2023: Sammenskrivning af resultat fra workshop og projektbeskrivelse for det mulige videre arbejde.

Organisering

  • Mette Jørgensen, Stege Apotek
  • Stine Westergaard, Øresund og Østerbro Apotek
  • Hanar Hamid, Ejby Apotek
  • Katrine V. Kloster, Enghave og Kastrup Apotek
  • Jeanette Bodin, Haderslev Hjorte og Løve Apotek
Projektfakta
Finansiering
Ingen
Kontakt
Startdato
6. feb. 2023