Formålet med denne kortlægning er at beskrive art og omfang af initiativer vedr. egenomsorg, der tilbydes fra de danske apoteker.
Baggrund
På de danske apoteker løses opgaver, hvor patienter støttes i at tage øget vare om sig selv (egenomsorg). Dette sker bl.a. ved rådgivning i skranken fx i forbindelse med dialog mellem patient og apotek om receptpligtig medicin, håndkøbsmedicin og produkter i frihandlen.
Der kan også være tale om aktiviteter, sundhedsydelser og kampagner omhandlende støtte til egenomsorg, hvor der fx indgås samarbejde med lokale patientforeninger og kommuner.
Vi ved, at disse aktiviteter foregår, men kender ikke til fulde arten af egenomsorgsaktiviteter og omfanget af disse.
Projektets design og metode:
Formålet vil blive besvaret ved en kvantitativ kortlægning. Der vil, med hjælp fra min. to apoteksansatte (gerne fra styregruppen i Netværk for Udvikling af Apotekspraksis (NUAP)) blive udarbejdet et elektronisk spørgeskema, som vil blive sendt til alle apoteker, der er medlem af netværket.
Skemaet vil desuden blive administreret til alle vejledere til farmaceutstuderende på studieophold på apotek.
Der vil blive gennemført deskriptive analyser i Excel.
Formidlingsplan
Projekt præsenteres på netværksmøde og i nyhedsbrev.
Når spørgeskemaet er valideres, skal der i styregruppen tages stilling til, hvordan det stilles til rådighed for forskere og apotekere.
Tidsplan
Spørgeskemaundersøgelsen vil blive gennemført i marts 2023.
Organisering
Rikke Nørgaard Hansen, Lotte Stig Nørgaard og Charlotte Verner Rossing er inviteret til at bidrage til en international artikelserie om egenomsorg på de danske apoteker.
Fokus for denne serie er egenomsorg og apotek, hvor opgaven er at beskrive de danske forhold.
Den skitserede kortlægning vil bidrage med en opgørelse af hvilke aktiviteter, der gennemføres på danske apoteker. Såfremt svarprocenten bliver tilstrækkelig høj vil endvidere frekvens af egenomsorgsaktiviteter kunne indgå i artiklen.