Reduktion i langtidsbehandling med protonpumpehæmmere (PPI). Kan man ved korrekt information undgå nye langtidsbrugere og derved medvirke til, at de nationale rekommandationer i højere grad bliver efterlevet. Test af metode med informationssedler som redskab til at styrke information i skranken.
I Dagens Medicin blev der i november 2016 bragt endnu en artikel om problematikken ved langtidsbehandling (over 8 uger) med PPI. Her påpeges blandt andet den mulige sammenhæng med blodpropper i hjernen. I artiklen henvises ligeledes til en nyere metaanalyse af 16 randomiserede studier, som afdækkede, at monoterapi med PPI øger risikoen for alvorlige bivirkninger.
Indsatser for Rationel Farmakoterapi (IRF) udgav i november 2016 en ny udgave af ”seponeringslisten”, hvor PPI associeres med øget risiko for pneumoni og maveinfektioner.
På baggrund af det er det bekymrende, at farmaceuter på apotekerne på tværs af Danmark dagligt oplever, at kunder indløser recepter til langtidsbehandling med PPI. Det underbygges af data fra www.medstat.dk, der viser en stigning fra 2009-2015 i Defineret DøgnDosis (DDD) på 54 % og en årlig stigning mellem 5-14 %.
Det samlede antal patienter i behandling er nogenlunde uforandret, og årsagen til forbrugsstigningen skal især findes i længere behandlingsvarighed, idet flere patienter fortsætter med behandlingen i længere tid. Samme tendens har vist sig i England.
Vi ønsker at kortlægge brugen af PPI for faste brugere for at fastslå, hvor stor en del der bruger det fast og undersøge, hvor mange der har forsøgt at seponere behandlingen.
Formålet med projektet er også at undgå nye langtidsbrugere ved at sørge for korrekt information til nye brugere af PPI. Vi vil medvirke til, at de nationale rekommandationer i højere grad bliver efterlevet. Det er vigtigt for at undgå langtidsbehandling med PPI hos nye brugere, hvor det ikke er korrekt indiceret.
Projektet skal teste metoden med informationssedler som redskab til at styrke information i skranken.