netvaerk-for-udvikling-af-apotekspraksis-logo-baggrund

Patientens stemme i forskning – brug af medicin blandt ældre - NYT PROJEKT

Om projektet

De spørgsmål forskere typisk kigger på, er ikke altid dem, patienter selv synes er vigtigst – dette er en udfordring. Vi ved for eksempel fra ny forskning, at risikoen for bivirkninger betyder mest for ældre patienter, hvis de skal beslutte at stoppe med noget af deres medicin. Omvendt spiller byrden ved at skulle tage medicinen den mindste rolle. Alligevel bliver der stadig lavet meget forskning, hvor forskere har kigget på muligheden for at skære ned i ældre patienters medicin. Og dette er måske ikke så interessant for dem, det hele drejer sig om.

At forstå ældre patienters egne tanker om deres behandling er vigtigt for at sikre, at de bruger medicin på en god måde. Med dette projekt vil vi gerne invitere personer fra 65 år, deres pårørende og deres behandlere til at deltage i et projekt, der følger ”James Lind Alliance” (JLA) metoden.

Formål

Hvad mener personer fra 65 år, deres pårørende og deres behandlere er de vigtigste 10 spørgsmål omkring brug af medicin blandt ældre, som forskningen skal finde svar på?

Helt konkret vil vi gerne invitere farmaceuter og farmakonomer i NUAP til at besvare spørgeskemaet selv. Der skal altså ikke samles data ind blandt kunderne på apoteket.

Projektets design og metode

Data indsamles ved en spørgeskemaundersøgelse blandt ældre, pårørende og behandlere.

Vi ønsker at få svar fra mindst 100 personer.

Informanterne rekrutteres via nyhedsbreve, opslag på Odense Universitetshospital, hospitalsafdelinger, aktivitetscentre og sociale medier.

Når tanker og undren er samlet ind, vil de blive analyseret ved systematisk tekstanalyse for at finde beslægtede spørgsmål. Disse spørgsmål oversættes til forskningsspørgsmål. Det undersøges via systematisk litteratursøgning, om disse forskningsspørgsmål allerede er besvaret. De spørgsmål, som ikke er besvaret, bliver dernæst prioriteret via en workshop med inddragelse af patienter, pårørende og behandlere.

Der indgår ikke persondata i undersøgelsen.

Tidsplan

December 2023 til september 2024

Organisering

  • Forskningsfarmaceut Trine Graabæk Hansen, Sygehusapotek Fyn, Odense Universitetshospital
  • Adjunkt Carina Lundby, Sygehusapotek Fyn, Odense Universitetshospital
  • Samskabelseskoordinator Mette Amlund, Center for Forskning Sammen med Patienter og Pårørende, Odense Universitetshospital
  • Professor Anton Pottegård, Afdeling for Klinisk Farmakologi, Farmaci og Miljømedicin, Syddansk Universitet
  • Professor Astrid Janssens, Center for Forskning Sammen med Patienter og Pårørende, Odense Universitetshospital

Dette projekt hører under Netværk for Udvikling af Apotekspraksis

Formidlingsplan

Videnskabelig artikel.
Formidlingsstrategi udvikles i styregruppen i slutningen af projektet.

 

Projektfakta
Finansiering
Region Syddanmarks Frie Forskningsmidler
Kontakt
Startdato
1. dec. 2023
Publikationer