Hvilke ønsker og behov har personer med type 1 og type 2 diabetes til apoteket i forbindelse med deres sygdom og implementering af den medicinske behandling?
Vi undersøger, hvilke ønsker og behov voksne patienter med type 1 og type 2 diabetes har til apoteket med hensyn til deres diabetes- og lægemiddelbehandling. Vi kigger også på deres perspektiv på, hvordan apoteket kan imødekomme disse ønsker og behov. På den måde kan apoteket få indblik i, hvordan de bedst kan støtte personer med type 1 og type-2 diabetes i deres behandling.
Apoteket kan understøtte behandling
Følgesygdomme i forbindelse med diabetes kan forebygges og i et vist omfang behandles, forudsat at patienten møder op i ambulatoriet eller hos deres praktiserende læge. Det er der mange, der ikke gør.
Apoteket har en unik position i sundhedsvæsenet og stor mulighed for løbende at rådgive og støtte patienter i implementering af den medicinske behandling, fx ved hyppig kontakt, når patienten henter medicin eller ved medicinsamtale og compliancesamtale, som forebygger, identificerer og løser problemer med manglende medicinefterlevelse.
Brugernes perspektiv i centrum
Dette projekt skal derfor undersøge apotekets potentielle rolle for at støtte patienter med diabetes type 1 og 2. Vi afholder to fokusgruppeinterviews med patienter, som enten er tilknyttet Steno Diabetes Center Sjælland (SDCS) eller almen praksis. Ingen danske studier har vist, hvilke behov og ønsker, patienter med diabetes har til apoteket med hensyn til deres behandling. Ved at identificere deres perspektiver på, om og hvordan apoteket bedst kan støtte dem i deres diabetes- og lægemiddelbehandling, kan der produceres ny viden, som kan anvendes i den samlede indsats til patienternes bedste.