Sammen med pårørende og apoteksmedarbejdere, udvikler vi et undervisningsmateriale, som skal forbedre handlekompetencen hos pårørende til borgere +65, som får +5 lægemidler.
Pårørende påtager sig tit en stor opgave med deres næres sygdom og medicin. Så hvordan hjælper apoteket de pårørende bedst?
Pårørende har ofte et stort ansvar for deres nære i forbindelse med medicin. Fx bestiller man som pårørende medicinen hos lægen, afhenter den på apoteket, hælder den op og sørger for, at den bliver taget, som den skal.
Pårørende holder også øje med, om medicinen virker, om der kan være tegn på, at der er bivirkninger ved medicinen, m.m. Det kan til tider være uoverskueligt for den pårørende og føles som et stort ansvar. Nogle gange kan det påvirke den pårørendes trivsel og helbred.
Formålet med dette projekt er at udvikle et undervisningsmateriale, der kan hjælpe og støtte den pårørende til ældre medicinske patienter (+65 år og + 5 lægemidler). Fokus i undervisningsmaterialet er at styrke medicinsikkerheden hos borgeren og styrke oplevet handlekompetence hos den pårørende i forhold til medicin. Målet med undervisningen er, at de pårørende skal føle sig kompetente til at varetage opgaverne omkring medicinen for deres nære og sikre, at borgerne får det bedste ud af den medicinske behandling.
Formålet med projektet er også at vurdere undervisningens effekt på pårørendes viden og selvoplevet handlekompetence i forhold til medicinsikkerhed.
Desuden vil projektet vurdere, i hvilket omfang undervisning af pårørende kan gennemføres af apotekspersonale, samt med hvilken grad af deltagertilfredshed og med hvilket ressourceforbrug for apoteket.